På et menneske sidder mellemkødet lige midt i det område, hvor et sammenrend af bornerte moralister på den ene side og indædte kvindesagsforkæmpere på den anden mener, at det er deres opgave at regulere aktiviteterne.

Det er naturligvis prostitution, jeg taler om, og grunden til, at jeg taler om det, er, at debatten om retten til at prostituere sig og til at benytte sig af den prostitueredes tilbud på det seneste er blusset op igen.

Som en service for de, som har rigeligt andet at tage sig til, og som derfor ikke har fulgt med i alle diskussionerne, får i her et sammenkog af problemstillingen:

Skal det uden indgriben fra myndighedernes side være muligt for et menneske at træffe valg, som kan få afgørende indflydelse på dets livsbane, og som det med nogen sandsynlighed vil fortryde senere?

De prostituerede og en række mennesker, som tager frihedsrettigheder alvorligt mener ja. Moralister og visse feminister mener nej.

En helt anden type mellemkød har også været diskuteret den seneste tid – og det med næsten lige så stor iver. Det drejer sig ligeså om et moralsk sammenstød, og parterne står skarpt over for hinanden.

Det drejer sig om det tilsyneladende meget hellige tomrum som befinder sig umiddelbart mellem to stykker kød. Det er et sted, som til dagligt er uskyldigt, men som hvis man udfylder det med et særligt enzym, forvandles det til fanden selv i ernæringsverdenen og bringer fuldstændig ubalance i levnedsmiddelkosmos.

Enzymet er beviseligt fuldstændigt ufarligt, så modviljen handler om, at det er stærkt usmageligt og derfor ikke i forbrugernes interesse at sætte kød sammen til større stykker på den måde.
Jeg hader at blive reguleret og mener kun, at fødevarer skal forbydes, hvis de er sundhedsskadelige i små mængder – altså giftige og ikke bare usunde. I dette tilfælde, hvor der er tale om, at en række mennesker synes, at maden er ulækker, er det fuldstændigt idiotisk at ville forbyde det. Så skulle vi, hvis vi fx bruger mig som smagsreference, også forbyde rosenkål, gorgonzola og klipfisk.

Hvad sex og mad angår, gælder i det hele taget den tommelfingerregel, at det bliver bedre af, at det ikke er moralske lovgivere som giver instrukser til udførelsen.
Og det var så dagens klumme, men ikke nok med det.

Det var den sidste Urbanklumme i det hele taget fra min hånd. Jeg skal ud i verden og søge nye udfordringer, så hit med nogen!

Forleden mens jeg slentrede gennem København og glædede mig over, at modeugen var overstået, gik jeg forbi en tøjbutik. I et af de store udstillingsvinduer hang noget designertøj under et stort skilt.
”UNICEF by Marlene Birger” stod der.

Skiltet betyder ikke, at den danske tøjdesigner Marlene Birger har opfundet FNs nødhjølpsorganisation. Det bedtyder, at Marlene Birger er såkaldt UNICEF-ambassadør og fire gange om året designer en t-shirt, som hun sælger. Overskuddet går til UNICEF.

Det er jo herligt, vil de fleste nok mene. Men der tager de fejl. Jeg er sikker på, at Malene Birger er et godt menneske, som prøver at gøre en forskel, men i virkeligheden snylter hun og hendes virksomhed på den goodwill, som takket være forfærdelige katastrofer og vores regerings utilgivelige nedskæringer i den offentlige nødhjælp, omgærer nødhjælpsorganisationerne i befolkningen. Nødhjælp er meget populært og derfor noget, man gerne vil associere sig med. Også som virksomhed.

Denne klumme skulle nødigt blive en hellig sang om, at vi skal skamme os over hver eneste gode vi under os selv, når andre på kloden lider. Der er imidlertid nødvendigt at markere, når skellet mellem forkælet vesterlænding og dødt u-lands-spædbarn bliver for stort.

Og det gør det, når man kobler mode og nødhjælp, for de to ting er så væsensforskellige, at det giver hovedpine at nævne dem i samme sætning.
Nød, fattigdom og lidelse skyldes mangel på helt basale fornødenheder. Rent vand. Tøj. Mad. Medicin. Ting, som koster uendeligt lidt i vores velfærdsperspektiv. Det handler om overlevelse på det helt substantielle niveau.

Mode handler om lige det modsatte. Det handler om overflade, pral af velstand, selviscenesættelse og egoisme. Mode er det modsatte af substans og det modsatte af liv. Mode er gold manipulation af usikre mennesker, som lokkes til at bruge uhyrlige summer på mærkeligt og meget dyrt tøj, fordi de er bange for ikke at være populære i almindeligt tøj.
De 3700 kr., som en Malene Birger jakke, jeg så forleden, koster, kan brødføde 6 nødlidende i en flygtningelejr i et år.

Det er dekadent og ualmindelig dårlig smag, at en industri, som producerer et så ligegyldigt og overfladisk produkt som modetøj, forsøger at lukrere på folks dårlige samvittighed, ved at lokke dem til at købe deres overprissatte kluns som en del af nødhjælpen.
Det kan godt være, Malene Birger er et godt menneske, men hun er i de ondes tjeneste.

har besluttet sig for at snylte på den goodwill der blandt andet takket være

Jeg har lige haft fornøjelsen af at se ’Far til fire på japansk’. En traditionel dansk familiefilm, som indeholder alt, hvad man kan forvente af spillefilmsserien, som siden 1953 har sikret danskerne fast leverance af dårligt skuespil, træls musik og hullede plots, hvor figurernes humør og handlinger overhovedet ikke relaterer til det, de oplever.
Den sidste nye film er ikke anderledes. Handlingen hænger dårligere sammen end et farsbrød, som er blevet mast igennem en tennisketcher (ja, den metafor har jeg helt selv fundet på, men I må gerne bruge den, hvis I kan lide den).

Det eneste gode i filmen er faktisk der, hvor Per har fødselsdag, og onkel Anders siger, at han nu er så stor at han burde hedde MellemPer i stedet for LillePer. Se det er humor på mit høje niveau. Resten af filmen er noget småracistisk (japanere bliver fremstillet som idioter) rod. Især slutscenen pådrog sig negativ opmærksomhed fra min side, da den ikke blot indeholder en mængde glade børn, men en mængde glade børn, som synger.
Jeg har det i forvejen svært med børn og skuespilkunst. Det skyldes jo nok, at film med børn som regel henvender sig til børn, og det er jo ikke så underligt, at jeg trættes over de ubehjælpsomme børneskuespillere, når deres indsats primært er tiltænkt andre børn.

Men når de synger…

Et er, at man kan fyre et par vitser af med onkel Anders, og så er man skuespiller. Det er altså noget andet at lave musik. Det er SKIDESVÆRT, at spille et stykke musik, så tilhørerne får noget med hjem. Musik bliver meget nemt uvedkommende, hvis det ikke er komponeret og fremført ordentligt.

Og hvis der er noget, som man kan være sikker på, når det børn, som optræder med musik, så er det, at de er garant for en meget ringe fremførelse. Det er jo ikke et tilfælde, at de ENESTE, som frivilligt dukker op til skolekoncerterne er børnenes egne forældre, og jeg kan faktisk afsløre, at det ganske ofte for især fædrenes vedkommende er så som så med frivilligheden. Det er ganske givet, at de fleste tilhørere til børnekoncerterne synes, at det hele lyder gudsjammerligt.

Ligesom med gadegøgl, er det kun udøverne, som kan se kvaliteten i forestillingen.

Mit tip til Scanbox og ASA-film, som står for løjerne er: Hvis I vil have nogen til at se en af jeres film igen, så lad være med at give børnene instrumenter og mikrofoner. Det stempler hele filmen som bras.

(ADVARSEL: VITSLØS KLUMME FORUDE)

I denne uge afgøres det, hvor store bonusser, direktørerne i Danske Bank skal have i år. Meget tyder på, at der vil blive udbetalt betydelige summer, og det er der mange, som synes er forkasteligt, fordi en af årsagerne til bankernes hurtige genrejsning er de skatteborgerbetalte bankpakker.

Det er fristende at være forarget sammen med resten af befolkningen, for det virker ikke logisk, at bankdirektørerne først er skyld i krisen, og derefter redder man deres røv med skattekroner, og sidst belønner de sig selv for, at deres forretning kører igen. Mange føler, at pengene i stedet burde betales tilbage til staten.

Men hvad ved alle vi forargede borgere om bankdrift? Ikke meget i de flestes tilfælde, og desværre betyder det, at vi endnu engang er vidne til det demokratiske paradoks; at folket ingen anelse har om, hvad det udtaler sig om.
At høre på folket er som at høre på en gruppe papegøjer. En gevaldig utilfreds larm overdøver alle nuancer, og det eneste, man kan være sikker på er, at der altid er noget, som er for galt. Faktisk kan man være sikker på yderligere en ting – nemlig, at det altid er nogens skyld. Folket anerkender ikke force majeure. Der er altid en synder.

Og så er vi tilbage ved bankerne og ikke mindst deres ledelse, som af folket og af en række politikere, som ynder at løbe i folkets haser og gentage dets vrøvl, har fået skylden for finanskrisen, og som derfor ikke skal forvente nåde, når det handler om at den løbende evaluering af deres kamp for at få gang i finanssektoren igen. De skal fandeme ikke have nogen bonus, hvis det står til folket.

Men: Bonus er en del af en lønnen for en del bankansatte – også ledelsen. Det er den, fordi, det virker. Det er klart, at man kan sætte et bonussystem sammen, hvor det er for nemt at få udbetalt bonus, men det er ikke pointen her.

Pointen er, at det er fuldstændigt legitimt, at sige til en bankdirektør, at noget af hans løn kun kommer til udbetaling, hvis hans bank klarer sig skidegodt. Det er både i medarbejdernes og kundernes interesse, at det går godt, og at det har konsekvenser, hvis ledelsen ikke når nogle givne mål. Det er desuden essentielt for at holde på de medarbejdere, som med deres evner og flid tilfører virksomheden langt større værdi, end de får udbetalt selv.
Det, der er relevant at diskutere, er, HVILKE mål der skal sættes for bankledelsen i forhold til bonusudbetaling. Og i den diskussion kan politikerne og folkets stemmer bidrage med lidt mere substans.

Medieforskere kaster sig normalt over nye kommunikationsformer og analyserer løs på dem. Da mobiltelefonen blev allemandseje, blev der talt meget om den nye tilgængelighedskultur. E-mail-fænomenet blev gransket nøje af sprogeksperter, da det brød frem, og senest har det særlige sprog, som unge mennesker bruger, når de sms’er til hinanden, været genstand for debat.

I den sammenhæng er dørtelefonen blevet skammeligt overset. Den repræsenterer en helt unik samtaleform, som spænder mellem det akavede og det uforståelige, og jeg forventer, at man snart tager emnet op på universiteterne.

En af de ting, jeg har anvendt dørtelefonen mest til, er chikane af reklamebude. Jeg har et ’reklamer – nej tak’- skilt på døren, og derfor irriterer det mig ad helvede til, når de ringer på hos mig, for at blive lukket ind, så de kan omdele deres glitrede bras til mine naboer.

Når dørtelefonen ringer lørdag formiddag går jeg dvask og tager røret med et gnavent ”hvad?”
”AVISER!” lyder det frejdigt i røret.
”Ja, hvilke har du?” spørger jeg.
Tavshed.
”Hvilke aviser har du, og hvad koster de?”
”Hvad?”
”Hvilke aviser har du med?”
”Øh… jeg har Silvan…”
”Det er ikke en avis! Om igen. Hvilke aviser har du?”
”Irma?”
”Avisen Irma? Næppe”

Hvis reklamebudet indeholder en tilpas kombination af tumpethed og høflighed, kan vores samtale vare mange minutter, inden han giver op og jeg ikke lukker ham ind.

Forleden fik jeg imidlertid min egen medicin at smage. Kl. 10 om formiddagen ringede det på, og jeg indstillede mig på, at der skulle drilles bude. Jeg løftede røret til dørtelefonen og sagde ”Hvad?”

”Jeg skal have fyrre Prince”, lød en stemme.
”Øh… hvad?” svarede jeg.
”Fyrre Prince, tak. Og du må komme ned med dem. Jeg har penge.”
”Det er altså ikke en butik, det her.”
”Nej, men stationskiosken har lukket om søndagen. Kommer du så ned med smøgerne?”
”Jeg har ikke nogen. Der ligger en tankstation lidt oppe ad vejen,” sagde jeg.
”Er du ikke klar over, at jeg har haft børnelammelse? Så langt kan jeg altså ikke gå!” lød stemmen.
”Men jeg har altså ingen”
”For meget!” råbte han og gik.

Jeg skyndte mig ud på altanen og nåede at se en langskægget mand slentre syngende hen og sætte sig på bænken ved busstoppestedet, hvor han straks indledte en samtale med en ældre dame.
Dørtelefonen er en herlig og tryg måde at møde nye mennesker lidt på afstand. En slags analog Facebook.

Når jeg går rundt i byen håber jeg altid, at der fra en dørtelefon vil lyde et ”Goddag! Hvordan går det?”.

Måske er det i dag, det sker?

Jeg så lige en annonce i avisen fra en forening, som hedder Dyrenes venner. Annoncen handler om, at foreningen synes, at det bør være ulovligt at have seksuel omgang med dyr.

Jeg bor selv i lejlighed i byen og har derfor i forvejen ikke mulighed for at holde et harem af heste, grise, køer og får. En eventuel lovændring vil derfor ikke have anden effekt på mit liv, end at jeg den dag den bliver indført automatisk vil få et surt drag om munden, fordi man har bebyrdet mit land med endnu en lov.

Jeg synes nemlig som udgangspunkt, at man skal lovgive så udetaljeret som muligt, fordi det holder mængden af love nede.

For eksempel i tilfældet burkaer, er der blevet stillet forslag om, at man skal forbyde at tvinge en kvinde til at tage burka på. Forslaget er imidlertid overflødigt, da der allerede findes en bredere lovgivning som forbyder tvang. Det er med andre ord unødvendigt at lave en skov af underlove som én for én remser op, hvilke beklædningsgenstande, det er ulovligt at tvinge hinanden til at iklæde sig. Tvangen er ulovlig i sig selv.

Da jeg så antidyresex-annoncen, kunne jeg derfor ikke lade være med at spekulere på, om den samme mekanik var i gang her. Er det overhovedet nødvendigt at lovgive yderligere på området?

For at kunne svare på det, må vi afgøre, om det er en moralske hensyn eller dyrevelfærdshensyn, som ligger til grund for forslaget. Ifølge foreningen bag annoncen er der kun tale om bekymring for, om dyrene lider overlast, og det, man bør undersøge er derfor, om der allerede findes en lovgivning, som sikrer dyrenes ret til ikke at blive mishandlet.

Jeg har undersøgt sagen, og sørme om ikke dyrenes rettigheder allerede er nedfældet i den danske lovgivning. Det viser sig, at dyreplageri allerede er forbudt. Om man piner dyret ved at slå det, sulte det, give det for lidt plads eller ved hjælp af sin tissemand, så er det i forvejen forbudt.

Hvis foreningen mener, at dyr, der deltager i sex med mennesker lider overlast, bør de derfor rette deres forurettelse mod politiet, fordi dyrenes rettigheder ikke respekteres. At bede politikerne om at forbyde dyreplageri en gang til er blot bureaukrati.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at dyresex ikke skader dyrene. Hvis det er tilfældet, er der tale om en moralsk og dermed upassende lovgivning. Hvorvidt det er tilfældet, må være op til dyrlægerne at vurdere.

Bare vi bliver fri for flere ligegyldige love.

Dansk folkeparti har vind i sejlene for tiden. Partiets popularitet bygger primært på den enkelte vælgers frygt for vold og kriminalitet, og overfaldet på Kurt Vestergaard for nyligt har bidraget til at føde denne frygt.

Forbrydelser er nemlig det, som partiet har brug for, hvis vælgernes gunst skal bibeholdes. Partitoppen har en standardreaktion, som vi bliver vidne til for rullende kameraer, hver gang en dansker har lidt overlast for de kriminelles hænder. Peter Skaarup toner frem på skærmen og siger, at det nu må være slut med den slendrian og blødsødenhed, og at DF nok skal sørge for stramninger og for at holde statsministeren i ørene!

Det er åbenlyst, at partiet ud fra et magtsynspunkt ingen reel interesse har i at nedbringe kriminaliteten i landet – snarere tværtimod. Jo flere forbrydelser, der bliver begået, jo flere vælgere vil der strømme mod det strenge, retskafne parti. Det kan man selvfølgeligt ikke sige åbent – så tykpandede er deres vælgere trods alt ikke.

Men man kan indirekte med sit politiske arbejde stræbe efter at øge mængden af forbrydelser, og det er lige hvad partiet har gjort.

I samarbejde med regeringen har man omlagt den danske politistyrke på en måde, så den er druknet i administration og papirarbejde, og gaderne er tømt for lokale betjente. Dansk folkeparti har siden brugt meget energi på at himle op over, at borgernes sikkerhed er truet på grund af politiets manglende slagstyrke. Vælgerne er bekymrede og belønner partiet for ikke at være på forbrydernes side.

En anden nem måde at skaffe flere forbrydelser er at forbyde nogle flere ting, for det er jo klart, at jo færre ting man må, jo oftere vil grænsen til den djævelske illegale verden blive overtrådt af borgere, som dermed forvandles til kriminelle. Tænk blot på knivloven, som har skabt en helt ny gruppe kriminelle lagermedarbejdere og lystfiskere, som Peter Skaarup kan forarges over i bedste sendetid. Partiets mål er formodentlig at forbyde alting med verdensherredømme til følge.

Et tredje forslag fra DF blev til deres ærgrelse ikke vedtaget. Det ville ellers have øget mængden af forbrydere over en bred kam med et trylleslag. Det var forslaget om at sætte den kriminelle lavalder ned til 12 år. Det ville ellers have haft den for partiet gavnlige effekt at de mange utilpassede børn i fængslerne kunne blive oplært af hærdede kriminelle, så man ikke risikerede, at de slog væk fra forbrydelsens slagne vej.

Men alt i alt må man rose partiet for dets succes med at være medansvarlig for at skabe et samfund, hvor man mistror og angriber hinanden, for derefter at distancere sig forarget fra det.

Jeg sidder og betragter min vom. Den bærer præg af, at julen, som jeg jo ellers hader, har en god side, der ikke er til at komme uden om.

Jeg taler naturligvis om maden – eller mere præcist de utallige måder, som man i højtiden anvender til at splitte et dødt svin ad og servere det med salt. Jeg kan ikke stå for det.

Lun leverpostej (eller svinemarmelade, som en ven af mig kalder det), medisterpølse, skinke, flæskesteg og sylte. Alt sammen årsager til, at jeg personligt aldrig kunne blive muslim. Det er der selvfølgeligt mange årsager til, at jeg ikke kunne – mange tusind faktisk – men en af de væsentligste er, at jeg aldrig kunne undvære de fornøjelser som kulinarisk omgang med griselig fører med sig.

Og det kan, som jeg indledningsvis antydede, ses på midten af min krop. Hvis jeg ikke gør noget, ligner jeg snart en grapefrugt med strikkepinde stikkende ud. Strikkepindeanalogien skal antyde, at mine arme og ben bære præg af næsten kun at blive brugt til forsigtigt at skubbe bacon ind i min mund, samt klikke lidt på musen. De er tynde og slappe.

Tidligere har jeg forsøgt at løse problemet ved at købe adgang til et fitnesscenter. Jeg var meget ihærdig, da jeg gik i gang og studsede slet ikke over, at man var tvangsindlagt til at binde sig for et år. Jeg skulle jo træne meget længere end det, nemlig hele livet! Den første time gik der endda en flink person i shorts og tanktop med mig rundt og fortalte, hvordan jeg skulle gribe træningen an. Hun kaldte mig sin personlige træner, hvilket var meget smigrende.

Siden er det gået op for mig, hvorfor, man var så forhippede på at jeg skulle købe et helt års træning med det samme. Det er så ubeskriveligt røvsygt at træne med deres maskiner, at ens hjerne næsten går i stå. Det kan man også erfare, hvis man lytter til konversationen mellem de svulmende, proteinbargnaskende stamkunder. Jeg var der hele to gange den første måned og en
enkelt gang et halvt år efter. Det blev lige 1476 kr. pr gang.

Jeg har siden hørt denne historie fra masser af mennesker, så det lader ikke til, at jeg er den eneste, som ingen attraktion finder i den robocob-lignende adfærd ved maskinerne.

Jeg har personligt valgt en helt anden tilgang til mit svulmende udseende. Jeg har besluttet at leve efter et andet skønhedsideal end jer andre. Det er meget billigere, men det kræver nok, at mindst et par stykker af jer følger trop, da jeg ikke agter at gå igennem resten af livet uden at blive attrået.
Mit nytårsforsæt er derfor ,at jeg skal overbevise alverden om, at jeg er knaldlækker trods min struttende navleregion. Jeg starter med dig, kærer læser.

Velkommen til en lektion i sund fornuft. Hvis man er allergisk over for langtrukken argumentation, som læner sig op ad pedanteriet, behøver man ikke læse videre.

Forleden kom det frem, at Danmark ifølge en international undersøgelse af nationers omdømme ligger nummer 16 i verden. Eftersom vi for det første sidste år lå nummer 15 OG regeringen samt forligspartier har brugt 200 millioner på at markedsføre vor stolte nation i mellemtiden, er konklusionen i den samlede danske presse, at markedsføringsinitiativet har spillet fallit. Vi er jo rykket en ned af rangstigen.

Og man forstår jo godt de skuffede journalisters tankegang. Hvis har et resultat den ene dag, gør en ekstraordinær indsats, og så alligevel har et lidt ringere resultat dagen efter, så må indsatsen jo have været forfejlet.

Hvorvidt der ligger en forfejlet markedsføringsindsats til grund for den danske placering på popularitetsindekset kan man ikke konkludere alene ud fra, at man har tabt en plads. Der er til gengæld ingen tvivl om, at der ligger en forfejlet journalistisk indsats bag de analyser, som er kommet i kølvandet på den seneste opgørelse.

Hvis man vil måle effekten af en indsats, skal man nemlig ikke sammenligne resultaterne før og efter indsatsen. Man skal sammenligne resultaterne mellem om man havde undladt indsatsen eller ej.
Forvirret? Så hør her: Hvis man ikke havde markedsført landet det forløbne år, hvordan var vi så endt på popularitetsskalaen? Nummer 20? I så fald har indsatsen haft en positiv effekt. At resultatet er ringere end året før er irrelevant. Det, som er interessant at finde ud af, er, om resultatet ville have været ringere uden indsatsen. Hvis vi beviseligt var endt på 16.-pladsen, markedsføring eller ej, så er det klart, at pengene var ilde spenderet, men hvem kan entydigt bevise det?

Vi kan godt tillade os at kræve, at journalisternes fornemmelse for årsagssammenhænge er lidt dybere, end hvad vi oplevede i denne konkrete sag, som indrømmet ikke er voldsomt spændende, men som afslører, hvor lidt der skal til, for at en hel hær af journalister når til en konklusion, som der ingen belæg er for.

”Hvor er ham den sjove, som hader julen”? Tænker du nu.

Han er tilbage – en kæphest fattigere – om en uge.

I sidste uge forklarede jeg, hvorfor jeg hader julen: Den dårlige musik, den grimme pynt og de utallige irriterende tv-julekalendere.

I denne uge skal vi se nærmere på hele julens baggrund, nemlig den spegede men velkendte historie om Jesus’ fødsel.

Det er for det første meget usandsynligt, at Maria har ret i sin påstand om, at barnet blev undfanget ved at hun knaldede en eller anden ånd og ikke aldrig josef. Det er utænkeligt, at en ung stærk håndværker vil acceptere at bo sammen med en smækker spritny kone i mange måneder uden at få lov til at gå i seng med hende en eneste gang. Den detalje ved historien er i virkeligheden den mest usandsynlige.

At der nogle dage efter dukker tre konger op og påstår, at de har fundet stalden ved hjælp af en stjerne gør ikke historien mere troværdig. En brændende gassky tusindvis af lysår væk kan jo ikke hænge over et hus på en måde, så man kan finde det. Om ikke andet, så fordi at på den tid det tager det nyfødte barn at slå en bøvs, har jorden roteret nok til at det er et helt andet punkt på planeten, som er lige under stjernen. Derfor vil en stjerne med lede-funktion som det beskrives i bibelen være nødt til at være i fikseret rotation om jorden, hvilket vil betyde, at stjernen skal være så tæt på jorden, at alt liv ville blive svitset væk på et øjeblik. Derfor må der være tale om en måne eller satellit af en slags, og den skulle hænge virkeligt lavt for at man skulle kunne se præcist, hvilken stald, den markerer.

Der hang med andre ord en lysende måne halvtreds meter oppe i luften over Betlehem i nogle dage for 2000 år siden. Det er mere sandsynligt, at det var en af Kheops-pyramidens håndværkerne på vej hjem, som fik motorstop og hang i luften over stalden og ventede på Falck.

Hele historien er tydeligvis vrøvl og løgn, og derfor kan jeg stolt annoncere, at årsagen til at holde jul hermed bortfalder. Der er derfor ikke andet for, end at I alle sammen med det samme piller alle det kulørte glimmerstads ned fra reoler og vindueskarme, smider Best og Christmas 2009-cd’en i skraldespanden og glemmer alt om den underlige massepsykose, som ved min lynsnare mellemkomst nu er ovre.

SÆT I GANG.